Hvem kastede den første, skæbnesvangre tomat, som startede La Tomatina-revolutionen? Ingen ved det, når alt kommer til alt. Måske var det oprørere mod Franco, måske et karneval, der løb løbsk. Den mest udbredte version af historien fortæller, at en gruppe lokale under Los Gigantes-karnevallet (et optog af enorme papmachéfigurer) i 1945 prøvede at starte et slagsmål for at få noget opmærksomhed. De fandt en grøntvogn i nærheden og begyndte at kaste med modne tomater. Sagesløse tilskuere blev draget ind i det, og snart endte det hele i et heftigt håndgemæng med flyvende frugter. Ophavsmændene blev pålagt at yde kompensation til tomatsælgerne, men dette satte ikke en stopper for senere tomatkampe – og en ny tradition var født.

Frygten for, at det skulle komme helt og aldeles ud af kontrol, bevirkede, at myndighederne i 1950’erne indførte, lempede og siden genindførte en række forbud. I 1951 blev en gruppe lokale, som trodsede forbuddene, holdt bag tremmer, indtil befolkningen protesterede og krævede dem løsladt. Den mest berømte protest mod ”tomatforbuddene” fandt sted i 1957, hvor tilhængere af traditionen afholdt en begravelse af en tomat med både kiste og sørgeoptog. Efter dette optrin valgte de lokale myndigheder at overgive sig, fastlægge nogle få regler og tog den tossede tradition til sig.

Det handler først og fremmest om tomaterne, men der afholdes desuden en uges festligheder som opvarmning til det endelige opgør. Her fejres Buñols skytshelgener, Jomfru Maria og San Luis Beltrán, med optog i gaderne, musik og fyrværkeri på munter, spansk manér. For at give deltagerne kræfter til den forestående tomatkamp serveres aftenen før, det går løs, en storslået paella – den berømte ret fra Valencia, som består af ris, fisk og skaldyr, safran og olivenolie.

I dag er der sat en vis skik på denne frigjorte festival. Arrangørerne er gået så vidt som til at producere en særlig tomat, hvis dårlige smag gør den uegnet som fødevare, og som kun dyrkes med henblik på de årlige festligheder. Det hele starter omkring klokken ti om formiddagen, hvor deltagerne kæmper om at klatre op ad en indsmurt pæl for at få fat i en skinke, der er fastgjort i toppen. Tilskuere spuler vand på de klatrende deltagere og synger og danser i gaderne. Når kirkeklokkerne ringer klokken tolv, kører lastbiler fyldte med tomater ind i byen, mens folkemængdens ”To-ma-te, to-ma-te!” synges højere og højere.

Derefter affyres en vandkanon, og kampene begynder. Dermed er der grønt lys til at mase tomater og kyle dem efter de andre deltagere i drabelige angreb. Lobskud fra distancen, overraskelsesangreb på klods hold eller krogede kast fra mellemdistancen. Uanset hvilken teknik du vælger, kan du uden tvivl mærke det – både udenpå og indeni – når det er ovre. Omtrent en time senere er der fri leg for de tomatindsmurte krigere i gaderne, som nu er omdannet til et smattet hav af tomatsalsa, og hvor det er svært at finde noget, der minder om en tomat. Kampen slutter, når kanonen affyres for anden gang.