Hvem var det, der kastede den første, skæbnesvangre tomat, som satte La Tomatina-revolutionen i gang? Faktum er, at ingen ved det. Måske var det en opstand mod Franco eller en karnevalsfest, der røg ud af kontrol. Ifølge den mest udbredte version af historien var det nogle lokale, der i forbindelse med festivalen Los Gigantes (et kæmpemæssigt optog med papmache-dukker) ville lave røre i den og skabe opmærksomhed. På deres vej rendte de ind i en vogn med grønsager og begynde at slynge modne tomater af sted. Uskyldige forbipasserende blev trukket ind i det hele, indtil scenariet udartede sig til et vaskeægte håndgemæng med flyvende tomater. Tomatsælgerne krævede erstatning fra anstifterne, men alligevel opstod der flere tomatkampe – og det blev begyndelsen på en ny tradition.

I løbet af halvtresserne satte myndighederne en række forbud i gang, trak dem tilbage og indførte dem igen af frygt for ukontrollabel optrapning. I 1951 blev nogle lokale, der brød disse love, sat i fængsel, indtil folket krævede deres løsladelse. Den mest berømte provokation mod tomatforbuddet fandt sted i 1957, da modstandere mod loven afholdt en pseudobegravelse med kiste og følge og det hele. Efter det besluttede lokalstyret at give efter, indføre et par regler og ellers tage den skøre tradition til sig.

Selv om tomaterne er hovedaktøren, er der fest i ugen op til det endelige opgør. Buñols skytsengle, Jomfru Maria og den katolske helgen St. Ludvig Bertrand fejres alle med gadeoptog, musik og fyrværkeri på lystig spansk manér. For at samle styrke til det forestående spektakel serveres der på aftenen før slaget en legendarisk paella med alt, hvad denne valencianske ret har at byde på af ris, skaldyr, safran og olivenolie.

I dag er der imidlertid en vis orden over den frisatte festival. Arrangørerne er gået så vidt som til at dyrke en særlig art mindre smagfulde tomater, som alene er beregnet til den årlige begivenhed. Festlighederne begynder kl ti om formiddagen med at deltagerne kappes om at komme først op og få fat i en skinke, der hænger på toppen af en glatsmurt stolpe. Tilskuerne sprøjter vand på de klatrende, mens de synger og danser i gaderne. Når kirkeklokkerne ringer midt på dagen, kører lastbiler fyldt med tomater ind i byen til lyden af de højere og højere råb om "To-ma-te, to-ma-te!".

En vandkanon fyres af og sætter dermed den vigtigste del af festen i gang. Når den er fyret af, kan man frit splatte og kaste med tomater i rendyrkede angreb på de andre deltagere. Specialister i langkast sender dem af sted i en stor bue, andre er til nedskydninger fra klos hold og fra mellemdistancen affyres der krengeskud. Uanset hvilken teknik, du foretrækker, ligner du ikke dig selv bagefter, og det føles også anderledes. Efter en times tid får de tomatbefængte soldater lov til at lege i et hav af smattet gadeketchup, hvor man skal lede længe efter noget, der ligner en decideret tomat. En nyt kanonaffyring markerer, at kampen er ovre.